Gode samarbejdsrelationer skal gå hånd i hånd med en høj faglig integritet i opgaveløsningen. Sådan lyder det fra Birgitte Guldberg, som i midten af august tiltræder som ny sekretariatschef i Rektorsekretariatet på Aalborg Universitet (AAU).
Medio august byder Rektorsekretariatet på AAU sin nye sekretariatschef Birgitte Guldberg velkommen. Hun kommer fra en stilling som sekretariatschef for Børn og Skole-forvaltningen i Randers Kommune og er cand.scient.adm. og Master of Public Governance fra AAU.
Birgitte Guldberg får det ledelsesmæssige ansvar for AAU’s Rektorsekretariat – en afdeling, der ledelsesbetjener rektoratet, direktionen og bestyrelsen. Afdelingen står også for projektledelse af en række tværgående initiativer, fx den igangværende udvikling af universitetets nye overordnede strategi og etableringen af det nye SSH-fakultet og et nyt PBL-center.
- Jeg glæder mig meget til at komme i gang, møde afdelingen og lære alle at kende. AAU er et fyrtårn for min nordjyske stolthed. Jeg har altid betragtet AAU som helt afgørende for udviklingen i Nordjylland. Derfor var det naturligt for mig at lægge billet ind på rollen som sekretariatschef, hvor jeg skal arbejde tæt sammen med universitetets ledelse og understøtte den strategiske udvikling af AAU’, siger Birgitte Guldberg
Samarbejde i fokus
Den nye sekretariatschef har et klart fokus på samarbejde. Hun tilføjer:
- Gode samarbejdsrelationer skal gå hånd i hånd med en høj faglig integritet i opgaveløsningen. Opgaveløsningen bliver ganske enkelt bedre af, at man er god til at samarbejde på tværs af funktioner og enheder. Samtidig lægger jeg stor vægt på at være ordentlig, åben og tillidsfuld i min omgang m. medarbejdere, ledelsen og samarbejdspartnere rundt omkring i organisationen.
Universitetsdirektør Søren Lind Christiansen ser frem til at påbegynde samarbejdet med den nye sekretariatschef:
- Jeg glæder mig meget over, at Birgitte sagde ja til stillingen. Birgittes konkrete erfaring kombineret med hendes fokus på professionalisme og gode samarbejdsrelationer falder godt i hak med den retning, vi har i Fælles Service, siger han.
I forbindelse med Birgitte Guldbergs opstart gennemgår hun et omfattende introduktionsprogram, hvor hun vil komme rundt i organisationen for at møde forskellige samarbejdspartnere.
Birgitte Guldberg er 50 år og bor i Svenstrup sammen med sin familie. Fritiden bruges blandt andet på naturoplevelser, ofte i følgeskab med familiens to hunde.