GENOPSLAG: Bliv specialpsykolog i Børne- og Ungdomspsykiatri - 2 uddannelsesstillinger er nu i opslag ved Aalborg Universitetshospital

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Uddannelsesstillinger til specialpsykolog i Børne- og Ungdomspsykiatri: Her er muligheden for en 4-årig specialistuddannelse, hvor både kurser og supervision er tilrettelagt som en del af stillingen.
Vi kalder det landets bedste specialistuddannelse! Og den eneste specialistuddannelse for psykologer, der er godkendt af Sundhedsstyrelsen.

Om specialet og uddannelsen

Specialpsykologuddannelsen er en 4-årig specialistuddannelse for autoriserede psykologer, der er tilrettelagt med fokus på faglig progression, hvor praksis går hånd i hånd med kurser og supervision. I løbet af de fire år vil du stifte bekendtskab med en bred vifte af psykopatologi hos børn og unge; du vil skulle være i flere ambulatorier og i psykiatriens sengeafsnit. Hele uddannelsen foregår i Børne- og Ungdomspsykiatrien i Aalborg, der er placeret på Mølleparkvej. I hverdagen skal du bidrage til udredning og behandling af børn og unge med udviklingsforstyrrelser og psykiske lidelser.  Under ansættelsen vil du være en del af det tværfaglige team i børne- og ungdomspsykiatrien og arbejde sammen med sygeplejersker, læger, socialrådgivere, sekretærer m.fl., og det er vigtigt, at du er åben overfor tværfaglig opgaveløsning og samarbejde. Uddannelse af studerende og elever er en af Psykiatriens kerneopgaver, som alle medarbejdere bidrager til.

Kurserne foregår rundt om i Danmark, oftest i København eller Århus, og der er ca. 15 kursusdage på et år. Du følger det samme hold gennem hele uddannelsen, så der er rig mulighed for erfaringsudveksling og for at lære fra psykologer fra andre regioner. Underviserne er primært specialpsykologer og speciallæger, ofte med forskningserfaring. Kurserne omhandler bl.a. psykopatologi, udredning, intervention, rating scales, semistrukturerede diagnostiske interviews, psykofarmakologi, ledelse og organisation samt forskningsmetode.
Uddannelsen er fuldt finansieret; alle kurser er således betalt, ligesom du er sikret kontinuerlig vejledning/ supervision og feedback. Regionen har gode forhåndsaftaler ift. både løn under uddannelse og løn som færdig specialpsykolog (eksisterende forhåndsaftaler fremgår af Dansk Psykolog Forenings hjemmeside). Du er ikke garanteret ansættelse i psykiatrien efterfølgende, men hovedparten af færdige specialpsykologer er fortsat i psykiatrien efter endt uddannelse – nogle som klinikere, andre som ledere og/eller forskere, og der er også mange i kombinationsstillinger.
Få mere information om uddannelsen til specialpsykolog i børne- og ungdomspsykiatri og om de 7 psykologroller, som læringen er bygget op omkring på www.specialpsykologuddannelsen.dk

Om jobbet

Under specialpsykologuddannelsen arbejder du som en del af det tværfaglige team og har psykologfaglige opgaver med udredning og behandling af børn og unge på alle udviklingstrin. Konkrete opgaver er f.eks.:

  • Udredning i form af psykologisk undersøgelse
  • Semi-strukturerede interviews, anamneseoptagelse, anden psykopatologisk udredning
  • Behandlingsopgaver – eksempelvis individuel terapi og gruppeterapi
  • Psykoedukation til patienter og forældre
  • Undervisnings- og supervisionsopgaver
  • Rådgivning af forældre og eksterne samarbejdspartnere

Kursusdage ligger i arbejdstiden, men du må forvente, at forberedelse m.v. foregår i din egen tid.

Om dig
  • Du er autoriseret psykolog. Dette er et krav for at kunne søge uddannelsen
  • Du har erfaring med og interesse for udredning og behandling af børn og unge
  • Gerne erfaring i psykiatri eller børne- og ungdomspsykiatri
  • Gode samarbejdsevner og engagement ind i det tværfaglige samarbejde
  • Evne og vilje til at arbejde i et refleksivt miljø
  • Gode eksekutive funktioner og åbenhed overfor at indgå i skiftende sammenhænge

Vi tilbyder
  • Et velplanlagt og velbeskrevet uddannelsesforløb med kurser, supervision og kompetenceudvikling samt støtte til faglig og personlig udvikling
  • Formaliseret efteruddannelse frem mod godkendelse som specialpsykolog i børne- og ungdomspsykiatri
  • Vægt på kvalitet både i udredning og behandling og i samarbejdet internt og eksternt
  • Gode kolleger og et godt arbejdsklima
  • Interessante og udviklende faglige opgaver i hverdagen
  • En mødestruktur, der bevidst understøtter både monofaglig og tværfaglig udvikling, både i det enkelte ambulatorium og på tværs af ambulatorier

Om os

Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling er en del af Psykiatrien i Region Nordjylland og består af et dag-/døgn-afsnit, Tværfagligt Udgående Team/TUT og tre ambulatorier:  Ambulatorium for Børne- og Ungdomspsykiatri, Ambulatorium for Spiseforstyrrelser samt Ambulatorium for ADHD.

Vil du vide mere?

Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til uddannelsesansvarlig specialpsykolog Anne Randers, på e-mail: anne.randers@rn.dk.

Du kan læse mere om uddannelsen på www.specialpsykologuddannelsen.dk
Du kan læse mere om Psykiatrien på hjemmesiden www.psykiatri.rn.dk.

Det praktiske

Vi indhenter referencer på den person, vi ønsker at ansætte. Er det påkrævet for stillingen, indhenter vi også straffeattest og børneattest.

Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.

Stillingen er på 37 timer pr. uge.

I Region Nordjylland har vi røgfri arbejdstid

Du sender din ansøgning ved at trykke på ”Søg Job” knappen og udfylde den formular, som kommer frem. Du kan vedhæfte ansøgning, CV og eventuelle bilag.
Vi modtager udelukkende ansøgninger via linket i stillingsopslaget. Ansøgninger sendt på mail, vil ikke blive behandlet.
 
Vedhæft motiveret ansøgning og CV herunder:
Motiveret ansøgning på max. 1. A4- side og med udgangspunkt i den faglige profil, herunder de 7 psykologroller (se nærmere i målbeskrivelsen på www.specialpsykologuddannelsen.dk).

Ved ansættelsessamtalen vil du blive evt. bedt om kort at præsentere en case til faglig drøftelse.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt: 2. juni 2023 
 

Om Region Nordjylland
Region Nordjylland leverer velfærd til omkring 590.000 nordjyder inden for sundhed, regional udvikling og det specialiserede socialområde. Vi er ca. 15.000 medarbejdere om opgaven, der med et utal af forskellige fagligheder hver dag arbejder for at skabe værdi for de nordjyske patienter og borgere og et sammenhængende Nordjylland. Hos os kan du både gøre karriere, gøre hver dag vigtig og gøre en forskel. Læs mere om regionen på www.rn.dk.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Aalborg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Region Nordjylland, Mølleparkvej 10, 9000 Aalborg

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 29-05-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://rn.emply.net/recruitment/vacancyApply.aspx?publishingId=22005f4c-17dd-4500-bc2b-f137303fd332

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5832673

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet