Defekt hjertestarter erstattes af ny i Dall Villaby

Hjertestarteren hænger samme sted som den gamle hjertestarter - ved indgangen til Fritidshusets kælder
dato

Tre ud af fire hjertestop uden for hospital sker i private hjem. Derfor er der brug for flere tilgængelige hjertestartere i boligområderne.

I Dall Villaby har hjertestarteren ved Fritidshuset skabt tryghed siden 2008, men nu er den defekt. Derfor har Dall Villaby Grundejerforening på vegne af hele byen sørget for, at der er kommet en ny hjertestarter op.

En hurtig indsats er altafgørende, når der sker et hjertestop, og for hvert sekund, der går, falder chancen for at overleve. I Dall Villaby er der registeret tre hjertestartere på Hjertestarter-Netværket, som er tilgængelige hele døgnet og skaber tryghed for beboerne.

- For alle os, som bor i Dall Villaby, er det vigtigt, at vi ikke har langt til nærmeste hjertestarter, og derfor ville vi være kede af at undvære hjertestarteren ved Fritidshuset. Nu har vi været heldige at få doneret en ny, og forhåbentligt bliver der aldrig brug for den – men det giver tryghed at vide, at den er der, siger Mette Marie Valentin Sørensen, næstformand i Dall Villaby Grundejerforening og initiativtager til at få en ny hjertestarter sat op.

Hjertestarteren, som er doneret af TrygFonden, er tilgængelig hele døgnet for alle i området, og den kan ses på hjertestarter.dk.

Stød med hjertestarter er den mest effektive behandling ved hjertestop

Hvert år bliver der forsøgt genoplivning på omkring 5.000 personer med hjertestop uden for hospital svarende til ca. 14 personer om dagen, og ved fire ud af fem hjertestop træder vidner til med livreddende førstehjælp.

- Vi er glade for, at grundejerforeningen har taget initiativ til at få en ny hjertestarter hængt op. Vi ved, at den mest effektive behandling mod hjertestop er et elektrisk stød til hjertet, og jo flere hjertestartere, der er tilgængelige hele døgnet rundt om i landet, jo større er chancen for, at der er en i nærheden, hvis uheldet er ude, og en person pludselig falder om med hjertestop. Derfor er det vigtigt at udbrede kendskabet til, hvor hjertestarterne hænger, og hvordan man bruger dem, siger Grethe Thomas, projektchef i TrygFonden.

Hjertestarteren fortæller, hvad du skal gøre

Når en hjertestarter tændes, guider en stemme brugeren gennem alle trin, og der afgives kun stød, hvis hjertet ikke slår korrekt. Man behøver dermed ikke forhåndskendskab til hjertestarteren. 

Find den nærmeste hjertestarter
Se, hvor den nærmeste hjertestarter er placeret på www.hjertestarter.dk eller via appen ”TrygFonden Hjertestart”.

Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.